mandag den 18. marts 2013

Valg af dyser i tripletten

IPM demoværterne Peter Michaelsen og Morten Toft har valgt dyser til deres nye Amazone UX6200 sprøjte og er klar til en ny vækstsæson, selv om foråret lige nu er forsinket. Morten fortæller, at de har valgt 03 refleksdyser og 03 kompakte luftinjektionsdyser fra TeeJet samt den såkaldte Turbodrop HiSpeed dyse fra Agrotop, der vinkler 10 grader frem og 50 grader tilbage. En 03 (blå) dyse passer til de fleste opgaver, hvor vi anvender fra 120 l ved Roundupsprøjtning til omkring 175-200 l mod svampe i hvede og kartofler. Vi har især haft god effekt af 03 refleksdysen mod græsukrudt (rajgræs) med Hussar/Broadway, hvilket godt kan skyldes, at denne dyse er ”født” med en 15 graders vinkling. Forsøg har da også vist bedre effekt ved sprøjtning med fremadrettede dyser mod ”strittende” græsukrudt med midler med bladeffekt.

De kompakte 03 luftinjektionsdyser anvender vi bl.a ved svampesprøjtning i hvede og kartofler, men også ved ukrudtssprøjtning med jordmidler (Boxer) om efteråret, hvor der på den relativ bare jord er risiko for vinddrift, og dysen reducerer jo vinddriften, selv om der også er relativ begrænset vinddrift med 03 refleksdysen.

Den nye Turbodrop HiSpeed dyse er en alm. luftinjektionsdyse og skal derfor anvendes ved et højere tryk (5-8 bar) og vi har derfor valgt en 025. Vi vil bl.a bruge dysen til svampesprøjtning i kartofler og hvede. I kartofler har der jo været gode erfaringer i de få forsøg, der er udført med vinkling, så det vil vi prøve, slutter Morten.



Princippet i refleksdysen er, at væskestrømmen reflekteres i dysen, hvorved der sker en vinkling på 15 grader. En 03 (blå) refleks- eller lavdriftdyse er en god all round dyse.





torsdag den 7. marts 2013

Kend dit ukrudt, og de midler som kan bekæmpe det!

Indrømmet, det kan være svært at kende de ukrudtsarter man har i sin mark, især mens det er så småt at man får den bedste bekæmpelse af det.

Ved du, at du kan få hjælp her: Ukrudtsnøgle i Planteværn Online. Du kan finde de mest almindelige arter indenfor frøukrudt (2-kimbladet) og græsukrudt(1-kimbladet). Klik på billederne i ukrudtsnøglen, og du kan læse lidt om arternes biologi, og om de forvekslingsmuligheder der kan være med andre arter. Du kan også købe abonnement til Planteværn Online, og får herved bl.a. mulighed for at se, hvilken virkning forskellige middelblandinger har på dine ukrudtsarter. Som tommelfingerregel skal midlet eller middelblandingen der vælges give mindst 85 % effekt mod ukrudtet.














Vindaks eller Agerrævehale?

Ta’ notesblokken med i førerhuset
Lars Korsholm Hansen bruger tiden i førerhuset til at få overblik over, om der er behov for at bekæmpe ukrudt i løbet af april,  når han spreder gødning i hveden. I efteråret har han sprøjtet med 1,5-2 liter Boxer + 0,04 l DFF + 0,15 l Briotril pr. ha. Det plejer at være så effektivt, at det kun er nogle få marker med mange burresnerre, hvor disse med sikkerhed skal bekæmpes i april-maj. Lars prøver at få det til at passe, så han selv spreder gødning eller sprøjter med mangan i de marker, han gerne vil have gennemset for ukrudt.  Registrering af behovet for opfølgende ukrudtsbekæmpelse i foråret er det muliges kunst. Lars regner med, at en grundig gennemgang tager omkring 1 time pr. 20 ha, så der er ikke tid til at gå alle ca. 200 ha med hvede igennem. Den grundige gennemgang må målrettes de marker, hvor usikkerheden om behovet for forårsopfølgning er størst.





Foto: Jens Tønnesen, LandbrugsMedierne


fredag den 1. marts 2013

I efteråret var der flere steder i landet for vådt til at kunne få sprøjtet mod ukrudt. Det er muligt at begynde at se efter, hvilke ukrudtsarter der er dominerende, så middelvalget kan ske. I et projekt i samarbejde med ÅU har vi set på hvor tidligt det kan lade sig gøre at gå markerne igennem for ukrudt. Det viste sig, at de vinterannuelle arter, dvs. dem som spirer frem allerede fra efteråret, godt kan registreres allerede i marts, men der kommer en yderligere fremspiring i løbet af april-maj. De sidst fremspirede får ikke betydning i normalt udviklede hvedemarker. Som forventet så vi også, at de snerlepileurt først kommer i løbet af april.