tirsdag den 30. april 2013

Følg med i, om der er risiko for Septoria hos Jeppe

   Jeppe i gang med klargøring af septoria-timeren.

Hos Jeppe som er IPM-demovært ved Horsens skal Septoriatimeren ud i hvedemarken for tredje år i træk. 
 Status efter vinteren var, at batteriet krævede en ”bytter”. Desuden skulle flere af stikkene i timeren afmonteres og monteres igen før der var forbindelse. Endelig skulle softwaren i timeren opdateres, hvilket blev gjort on-line fra det tyske firma som servicerer timeren.

Septoria-timeren er en lille vejrstation som måler bladfugt, temperaturer, nedbør m.m. Timeren  hjælper landmanden med at tage en beslutning om, hvornår der er behov for at foretage svampebekæmpelse mod Septoria i hans hvedemarker. Landmanden får en sms fra timeren, når svampebekæmpelse anbefales.
Nu er timeren forårsklar, og du kan følge målingerne på nettet her: Septoriatimer - vælg ST 14 Horsens
Du kan også læse mere om timeren her:  Septoria-timer beregner risiko for angreb af Septoria i marken
  

onsdag den 17. april 2013

Rettidighed og godt håndværk


Nu hvor foråret endelig er kommet, er udfordringen at få taget alle de 'rigtige' beslutninger, så udbyttet i hvedemarken kommer i top. Det er sjældent muligt at gøre alt helt perfekt, så det kan være godt at have overblik over de faktorer, der betyder mest. Sidste år analyserede vi sammen med forskerne ved Århus Universitet, hvilke faktorer der betyder mest for udbyttet i korn. Konklusionen er meget enkelt vist i 'lagkagen'.

Rettidighed er den største bid af lagkagen. Det betyder eksempelvis, at du får fuldt udbytte af bekæmpelsen af rajgræs og hejrearter ved at få sprøjtet her om en uges tid, når der lige er kommet vækst i græsserne, men uden at græsukrudtsplanterne har vokset sig store. Ja, på lune lokaliteter kan det allerede være nu i kommende dage. Bekæmpelse af græsser her om foråret er også et eksempel på, at timing betyder mere end dosis, når blot middelvalg er korrekt.

Etableringen er også vigtig. Her i det tidlige forår kan det være en god øvelse at vurdere, om såarbejdet i efteråret var optimalt. Eksempelvis kan for dyb såning have ført til svage planter, som kommer sent igang eller måske helt er udvintret. Jeg linker til et skema, som måske kan være til inspiration ved vurdering af dit såarbejde i efteråret: Giv såbedet karakter 



mandag den 8. april 2013

Skal man først så vårbyg i eller bekæmpe ukrudt?

Isået vårbyg i vinterhvedemark.         Foto: Morten Haastrup
Hvad skal man først, så vårbyg i eller bekæmpe ukrudt, hvis dele af hvedemarken er udvintret? Særligt i det jyske, var efteråret 2012 meget vådt. Flere steder blev der sået hvede i et dårligt såbed, og i kombination med barfrost betyder det, at der er marker hvor der mangler hvedeplanter.

I de fleste tilfælde bør der først bekæmpes ukrudt, når vårbyggen er kommet op, så der kan laves en samlet bekæmpelse hvis der ikke er græsukrudt. Det kan være nødvendigt at lave en bekæmpelse af græsukrudt før isåning af vårbyg, hvis jorden kræver en grundig bearbejdning før såning, og der ikke er bekæmpet græs i efteråret. Hvis der skal bekæmpes græsukrudt med f.eks. Atlantis eller Broadway kan det ske med minimal påvirkning af vårbyg umiddelbart efter isåning. Græsukrudt volder især tab i åbne afgrøder med lav konkurrenceevne.

tirsdag den 2. april 2013

Hold væselhale borte fra af hegn og markkanter

En erfaren frøavler fastslog på et møde for et par uger siden, at væselhale skal holdes i skak ved at undgå bare pletter i hegn og markkanter. Og kommer der åbne pletter, så skal der sås lidt rødsvingel for at reparere plantedækket. Væselhale trives lige som burresnerre og gold hejre vældig godt, hvor andre plantearter er ryddet ved pløjningen eller som følge af afdrift med glyphosat. Som frøavler er der god grund til at gøre alt for at holde væselhale helt væk.
Er tippet med at iså rødsvingel også realistisk at føre ud i livet for alle andre planteavlere? Hvad mener du? Har du andre bud på at sikre en stabil markkant, det ikke giver husly for besværlige ukrudtsarter?
Som billedet viser, kan væselhale også blive et seriøst problem i vinterhvede.